tilbage til oversigt                    

         Hjembæk Posten 1990

Glimt fra Hjembæk IF’s historie 1920-1995 

Da historien er meget lang,
kan du pejle dig ind på de
enkelte emner og historier
ved hjælp af disse bogmærker:

1 Den gamle bane anlægges
2
Klubben starter op for alvor
3
Hjembæks "gyldne hold"
4
Bjarne "Muf"
5
Drengeholdet 1969
6 Larmende hjemmepublikum
7
Opturen mod serie 2 starter
8 Børge Zach
9
"Pokalfeberen"
10 Første pokalfinale
11
Anden pokalfinale
12
"Chris"
13
Primitive omklædningsrum

14
Den nye bane - 1975

15 Billeder fra indvielsen
 

bragt i Hjembæk Posten 1990 og 2003

af Leif Graversen


 

 

 

 

Følgende var i 1990 behjælpelige med
oplysninger: Hansigne Nielsen, Hjembæk, 
Chr
. Nielsen, Hjembæk,
Agner Pedersen, Hjembæk,
Henrik Olsen, Hjembæk
Jørgen Rasmussen, Havnsø
og mange flere

1. del

Når fodboldspillerne på Hjembæks Førstehold i dag (1990) ankommer til en kamp, skal de kun huske to ting: Fodboldstøvler og benskinner. Alt andet sørger klubben for ligger parat: Klubtrøje, shorts, strømper og træningsdragt ligger klar på den rigtige plads i omklædningsrummet i den rigtige størrelse. Der står også en "lægetaske" inde
holdende alt indenfor muskelcremer, is poser, tape, knæbind m.m. Under kampen er der drikkelse parat med netop den rigtige koncentration af druesukker til at fodre legemet i de 90 min. kampen varer. Spillerne skal bare koncentrere sig om at spille.
 

 

SÅDAN VAR DET IKKE FØR I TIDEN

 Lad os gå 50‑60 år tilbage i tiden, for dengang blev der også spillet bold her i byen. Hjembæk Idrætsforening er stiftet engang i 20’erne; efter at byens to daværende klubber slog pjalterne sammen, og indgik alliance. I årene derefter gik det op og ned for fodbolden i Hjembæk; nogle år var der slet ingen hold tilmeldt i turneringerne.

Fodboldbanen lå ikke som nu på et bestemt sted. Fra år til år forhandlede foreningens formand med byens bønder om at leje, men helst låne, et stykke grønjord at stille målene op på. Der har således været fodboldbane på THYRASMINDE det som nu hedder Birkevej, der har været bane på jorden lige overfor de nuværende baner, og der er blevet spillet bold på gdr. Frosts mark på Tornbrinken ud for Hørløkkevej.

 Desværre var man ikke sikker på, hvor man skulle spille næste sæson, for måske bondemanden plantede roer på stykket og det tog jo unægtelig noget af spilleglæden...
Derfor skiftede man tit bane rundt omkring i Hjembæk.

 

 Når man skulle træne eller spille en aftenkamp, måtte man først alliere sig med en skovl. Køerne havde jo gået og græsset på arealet hele dage og det var rarest når deres efterladenskaber blev fjernet først. Græsset var ofte langt, på trods af køerne, men spillerne mødte frem i god tid før kampen og slog banen med plæneklippere. Så var man også varmet op!

 

Henrik Olsen, Hjembæk, som i flere perioder var formand for foreningen fortalte, at til udekampene cyklede man af sted i god tid. Der var lang cykletid til modstanderens bane, som man først nåede frem til lige før kampen skulle starte.
Så gjaldt det for spillerne om at finde et godt buskads som de kunne klæde om i. Tøjet lå i buskene, mens man spillede kampen, og alle løb naturligvis rundt og håbede på, at Vorherre ikke lod regnen sile ned imens.

 Blev det alligevel regnvejr var det en lille trøst, at man så i det mindste fik et gratis brusebad at skylle sveden bort med. For bad efter kampen var helt ukendt dengang. Man tog blot tøjet på og cyklede hjem som man var.

 

Krigen førte da lidt godt med sig

 Naturligvis glædede spillerne sig til at få en bane. En rigtig fodboldbane, som lå samme sted hver søndag, og hvor man blot skulle slå græsset og hvor der ikke lå kokasser rundt omkring.

Det fortælles, at 2. Verdenskrig indirekte var årsag til, at Hjembæk fik en rigtig fodboldbane. Der var stor arbejdsløshed dengang og kommunen satte arbejde i gang rundt omkring. "Krigsarbejde” blev det kaldt, og arbejdet med at anlægge idrætspladsen var et led i disse projekter. I dag ville det svare til det der nu kaldes aktivering.

Det tog flere år at lave banen. Man må huske på, at der intet maskineri var til at planere og grave, man måtte klare sig med skovl og trillebør. Banen stod klar omkring 1944; årstallet er måske ikke helt korrekt, for det er svært at finde frem til, da mange foreningsprotokoller gik tabt da Ib Zachos hus brændte ned for nogle år siden.

I de næste 30 år blev banen ved skolen så brugt kolossalt meget. Træning, kampe og skolens gymnastiktimer foregik her, og der er i årenes løb blevet afviklet tusindvis af kampe på denne plet jord i Hjembæk.
Om foråret i februar og marts var den et ubeskriveligt morads af ælte og pløre. Store arealer stod under vand og resten lignede til forveksling Roskildefestivalens smat".

 Foreningen forsøgte at jævne de store huller og ujævnheder ud. Kommunen ville også gerne hjælpe og sendte den enorme vejtromle "Bertha" herop, men denne var vist nok beregnet til at tromle asfalt med. I hvert fald var den alt for tung til at køre på den forårsbløde fodboldbane, og resultatet blev, at den efter en halv omgang kørte uhjælpelig fast i midtercirklen og var umulig at slæbe fri.
Det år måtte de første træningskampe aflyses indtil banen blev så tør, at "Bertha" kunne returnere til Svinninge.

Var banen våd og blød og mudret om foråret var den til gengæld det modsatte om sommeren. Cirka halvdelen af banen var uden græs og var i foråret blevet fyldt op med sand og grus med det resultat, at når vi nåede maj/juni måned opstod der en ren sandstorm når spillerne fræsede omkring.
Straffesparkfelterne, der som sagt var helt uden antydning af græs, mindede om en stor overfyldt sandkasse.
Kom der en tordenbyge var andre dele af banen så hård, at den omgående stod under vand.

 På denne "oplevelse" af en bane var det så, at der i slutningen af 60'erne blev grundlagt det, vi i dag (1990) kender. Nemlig en rigtig klub med herreseniorer, damehold og diverse ungdomshold. Der har ganske vist været spillet fodbold i Hjembæk siden 20'erne, afbrudt af enkelte år uden boldspil, men skal man sætte årstal på hvornår det rigtig startede op med turneringshold hvert år, skal man nok helt frem til slutningen af 60'erne.

Under ledelse af Jørgen Rasmussen, Hjembæk, blev der startet lilleput 11‑mandshold op under Sjællands Boldspil Union.
Jørgen var her og der og alle vegne. Han var i mange år formand, han trænede flere af holdene, kørte til udekampe, dømte hjemmekampene for børn og spillede ofte selv med som aktiv spiller på seniorholdet (den sidstnævnte aktivitet var i øvrigt den han var mindst god til, det kan man vist godt slå fast uden at fornærme ham alt for meget) Jørgen Rasmussen bor i dag (1990) i Havnsø og er købmand.

 

 

 

 2. del

 Hjembæk skole havde i et år midt i 60'erne et hold med i skoleturneringen, og det vakte berettiget opsigt mange steder, at holdet fra denne lille skole kunne spille sig frem til semifinalen. Spillerne på holdet spillede også fodbold udenfor skoletiden; eller for at sige det rent ud: De spillede næsten altid bold.

På et tidspunkt lykkedes det at få samlet de fleste af dem på hold i Hjembæk IF. Det var spilere som Ivar Petersen, hans bror Aksel, Frank Sørensen, Bent Olsen, Jan og Leo Dyrstrøm,
Dennis Hansen m.fl.
Fælles for disse spillere var, at de alle kom fra Hjembæk og omegn og gik i Hjembæk skole, og den fælles lokalfølelse og naturlige sammenhold mellem alle fra dette skolehold førte senere hen Hjembæk helt op i serie 2.

Et andet godt ungdomshold var drengeholdet anno 1969, som bestod Af drenge fra 5‑6‑7 klasse. Jørgen Rasmussen fortalte drengene, at han havde skaffet en træner til dem, hvis de ville begynde at spille i klubben. Til alles store overraskelse viste træneren sig at være Bjarne Nielsen, en livlig og munter ungersvend (for at sige det mildt). Han blev senere kendt under navnet Bjarne MUFF, men døde desværre i en ret ung alder.

Bjarne gik utrolig meget op i sit trænerjob, og hans metoder var til tider usædvanlige. Vi startede med at træne først i januar, hvor sneen lå meterhøj på banen. Vi trænede derfor kun kondition i starten. Det foregik på Lysbjerg og på Kildebakken, hvis vi da ikke løb i skoven.
Det gik hårdt til, men ingen vovede at blive væk fra træningen. Bjarnes motto var, at kun dødsfald berettiger til afbud, og kun hvis det var en selv der var død..
En af spillerne (Bent Nielsen, Hørløkke) kom engang til træning og meddelte, at hans støvler var revnede, og at han derfor ikke kunne deltage i den høje sne. Bjarne Muff var skam ikke umenneskelig, og gav drengen ret i at de fodboldstøvler var helt ubrugelige at løbe i.
"Men dine gummistøvler fejler ikke noget, så vidt jeg kan se". De næste to træningseftermiddage løb Bent så med i gummistøvler...

I vore dage havde ingen fået drengene til at træne under sådanne vilkår, men dengang gjorde man det. Måske fordi der hvilede en slags pionerånd over klubben, som rent ungdomsmæssigt var ret nystartet. Men nok også fordi træneren, trods sine lidt underlige træningsøvelser, viste sig at være en mand som drengene så op til. Ikke fordi han var særlig høj, men fordi han altid selv gik i spidsen ved at vise øvelserne.

 En dag bemærkede han, at en spiller ikke turde kaste sig frem i gruset foran målet og heade til bolden. Den næste time brugte Bjarne Muff så til at vise, hvordan man gjorde. Med det resultat, at hans ben var flået op fra øverst til nederst bagefter.

Trods de lidt mærkelige træningsmetoder, eller måske netop derfor, blev drengeholdet et af de bedste klubben har haft. I SBU's Drenge 2 række vandt de i 1969 tretten kampe, spillede tre uafgjort og tabte kun to. Målscoren så fin som 92‑26. Topscorerne var Leif Graversen med 37 mål, og Finn Ejvind Hansen med 20.

 Året efter deltog holdet i landsstævnet på Samsø, og i 1972 rykkede de fleste op som seniorer, nok lidt tidligt, da mange kun var 16 år. Men spillerne fra holdet var sammen med det før omtalte skolehold med til at holde sammen på Hjembæk‑fodbolden i de næste 15‑20 år, enkelte af dem spiller stadig væk fodbold her i 1990.

 

Fra 1970 og frem til i år 1991 har Hjembæk altid haft mindst to herrehold med i turneringen hos SBU. Og i sæsonerne 1972, samt sæsonerne 76, 77, 78, 79 samt 1980 var der tilmeldt 3 herrehold af gangen. Det krævede en spillerstab på mindst 50 spillere, at gennemføre en sæson og så mange spillere var der som regel.
I et tilfælde var en træner ved at få grå hår i hovedet, fordi der kom for
mange spillere til træning: En træningsaften midt i 70'erne kom der nemlig 33 mand til træning. Det var i 1975, hvor der endda kun var tilmeldt 2 hold...

 

 

 3. del

1 1970 spillede Hjembæks førstehold i serie 5. Holdets gennemsnitsalder må have ligget på 19‑20 år, og det spillede forrygende godt. Holdet vandt sine første 7 kampe med resultater som 12‑0 mod Kundby, 12‑1 mod Bjergby og 15‑0 over Mørkøv.
Første alvorlige prøve kom i forårets sidste kamp, hvor de skulle spille mod Holbæk på udebane. Til stor benovelse for vores spillere foregik kampen på selve Holbæk stadion hvor resultatet blev 1‑1.

I efteråret tordnede Hjembækholdet videre med store sejre overalt, bl.a. 17‑0 over Merløse. Og som ventet og håbet blev årets sidste kamp mod Holbæk altafgørende for oprykningen.

Returkampen i Hjembæk i efteråret blev et tilløbsstykke. Helt hvor mange tilskuere der var vides vel ikke, men den gamle bane var tæt besat hele vejen rundt af. Jubelen var ubeskrivelig, da Leo Dyrstrøm et par minutter før tid sendte bolden ind i målhjørnet til 1‑0 sejr til Hjembæk.

Holdet scorede det år 35 point ud af 36 mulige og lavede 105 mål mod 13. De blev trænet af Ib Nielsen, Svinninge.

 Året efter, vi skriver nu 1971, debuterede Hjembæk i serie 4, og fik en forrygende start. De syv første kampe blev vundet og folk strømmede til for at se på. Ikke som nu, hvor der står 10-15 mennesker og snakker mens de kigger på kampen, næ'e, dengang kom man til fodbold for at få en dag ud af det.

Langsiden på den gamle bane ind mod skolen var tæt pakket af folk, som stod skulder ved skulder. Det var ikke noget stille publikum, folk råbte og skreg, de yngste sang slagsange under hele kampen. Man havde medbragt drikkevarer med i poser (dengang kunne man ikke købe øl på stedet), og efterhånden som varerne blev nedsvælget, og der som følge deraf også blev flere og flere tomme flasker bag kødranden af mennesker, jo højere blev stemningen.
Ve den modspiller, som kom til at lave frispark på en hjembækspiller... Der lød omgående et rasende brøl fra folket, og af og til måtte dommeren bede om ro på sidelinien. Men selv om det lyder lidt voldsomt var der aldrig nogen episoder, og man havde egentlig indtryk af, at modstanderne ikke tog det helt så alvorligt endda. Men sjovt var det, og sikke en fordel det var at spille på hjemmebane dengang!

 

Aviserne blev hurtigt opmærksomme på Hjembæks succes, og på et tidspunkt, før en kamp mod Svebølle der lå nr. to, bragte Kalundborg Folkeblad en stor artikel om Hjembæks hold. Overskriften over 3 spalter lød: KAN HJEMBÆK ALDRIG TABE?
Holdet havde ikke tabt i halvandet år, så de store typer var for så vidt berettigede nok, men desværre for hjembækkerne så læste Svebølle også aviser, og man besluttede at sende et superstærkt hold til kampen.
Man sparede vist nok nogle af de bedste førsteholdsspillere, så man kunne stille et godt hold til kampen mod disse ”supermænd" fra Hjembæk.

Op mod et par hundrede mennesker mødte op til kampen, som også fik en dommer tilpas langt væk fra, nemlig Verner Andersen fra Sørbymagle. Verner, som havde boet i Hjembæk og var gift med min moster, var lidt imponeret af den spændte atmosfære i minutterne op til kampen, så han mente åbenbart, at det var passende med en lidt "international" optræden, så han startede med at kassere kampbolden.
"Duer ikke" erklærede han, og smed den væk over sin skulder.
En kvik Hjembækleder tog den og gik om bag hækken i et par sekunder, og kom så tilbage med samme bold og gav dommeren den igen.
"Ja tak, det var bedre", sagde dommeren og fløjtede kampen i gang.

Om kampen husker jeg kun, at Svebølle legende let vandt med 4‑0. Men selv mange år efter gik der vittige hoveder rundt i Svebølle og deklamerede:
"KAN HJEMBÆK ALDRIG TABE"


Hjembæk Idrætsplads havde i 1970 fået lysanlæg så man kunne aftentræne i de mørke perioder af året, og klubben var også begyndt at ansætte trænere.
Hermed menes folk udefra, som fik lidt penge for ulejligheden, og de satte noget mere system i træningen. Holdet som vandt serie 5 i 1970 blev trænet af Ib Nielsen, og i 1971 var det igen Ib Nielsen, Svinninge, som svingede pisken.

 

1 1972 ansatte klubben Børge Zach fra Svinninge, som træner for de tre herreseniorhold. Børge havde som aktiv spiller været et ret kendt navn på egnen, og alle de unge, som rykkede op det år, var derfor meget imponerede af at skulle ”træne med de voksne", og tilmed under en rigtig træner udefra. Så Børge Zach havde fra starten virkelig spillerne i sin hule hånd.

Klubben fik hverken op eller nedtykninger i de to første år Børge trænede os, men mange har stadig hyggelige minder om ham.

Han var en rar og faderlig type overfor sine spillere og undte dem kun det bedste. En dag var det utroligt varmt før kampen, og Børge kunne se, at spillerne døjede med varmen. Han sagde derfor, at "de af jer, der kun har fået et par bajere i forvejen i dag , kan godt lige snuppe en mere før vi varmer op”

Nutidige trænere ville få en prop hvis spillerne drak øl i omklædningsrummet lige inden en kamp.

HJEMBÆK IF's  FODBOLDHISTORIE  3.del

Midt i 70'erne herskede der stor interresse omkring pokalkampene. Hvor de i dag er noget man helst vil ud af i en fart, var det dengang en helt anden og langt mere alvorlig sag. Måske også fordi man i de år havde særlig stor succes i denne turnering.

Pokalfeberen

Hjembæks bedste hold spillede i serie 4 og var derfor tilmeldt denne series pokalturnering. 1 1973 havde forårets turneringskampe ikke været noget at prale af. Holdet havde kun opnået 8 points i de første 11 turneringskampe, og ingen troede vel på, at pokalen skulle blive anderledes succesfuld.

Første pokalkamp var på udebene mod Ubby; det der nu hedder Hvidebæk IF. Hjembæk vandt knebent 2‑1 og skulle så møde Svallerup på hjemmebane. Her blev det en ny smal sejr, denne gang 4‑3, og nu begyndte der at blive interesse for disse pokalkampe

 Mange tilskuere tog med til kampen i Vemmelev og de så Hjembæk vinde 4‑2 efter at have været bagud 0‑2 ved pausen.

Nu hed det så kvartfinale, og igen var det på udebane. Denne gang til Højby. Men intet kunne knække de gæve hjembækkere, som med 2‑1 hjemførte en ny sejr og en plads i semifinalen, der skulle spilles i Hjembæk

 Mange tilskuere mødte frem til denne semifinale hvor man havde fået Præstø som modstander. Dengang kom der, i modsætning til nu, en masse tilskuere fra selve Hjembæk By for at se kampene, og derudover var der også mødt en del folk op fra nabobyerne. Samt, selvfølgelig, alle klubbens egne medlemmer, hvilket var en hel del på det tidspunkt.

 Overalt snakkede man fodbold. Især hos købmanden i Hjembæk og på den nærliggende vandværksplads, der jo dengang var samlingsstedet i byen.
Ib Larsen, den tidligere ringer og graver, var også dengang en munter herre, han døbte interessen omkring kampene "pokalfeber" og det ord blev efterfølgende brugt flittigt.
Det var også Ib der hårdnakket påstod, at når Hjembæk spillede var alle i byen oppe at se kampen, undtagen Agners kat...

Og med 150 tilskuere på plads omkring den gamle bane spillede Hjembæk så Præstø
ud af turneringen. Holdet var bagud 1‑2 ved pausen men klarede igen skærene på en flot anden halvleg. Især Keld Madsens mål til 4‑2 på et bragende hovedstød vakte jubel. Og for første gang nogensinde havde Hjembæk fået et hold med i en af SBU's finaler.                                            
Spændingen var stor, hvem skulle vi møde, og blev det
mon hjemme eller ude ??
Det blev ude, og finalemodstander blev Bagsværd.                                                          
To busfulde tilhængere plus en del i privatbiler tog med 
for at heppe.

Men for første gang i turneringen gik alt galt for Hjembæk. Holdet virkede lammet af nerver og måtte indkassere en "sæk" på 1‑8 på Bagsværd Stadion. Trøstmålet blev sat ind af Frank Sørensen.
Det virkede, som om holdet mere eller mindre ubevidst var tilfredse med at være nået så langt som at komme i finalen og hvad, der kom vel en turnering igen
næste år .....

Og det gjorde der faktisk. 1 1974 startede Hjembæk i serie 4‑pokalturneringen med at lammetæve Svallerup 8‑1, og så var kursen sat igen. På stribe blev Jernløse, Højby og Jyllinge slået ud og holdet var igen i semifinalen Og sjovt nok blev modstanderen sidste års finalemodstander fra Bagsværd.
Og så var der dømt POKALFEBER.

Det skortede ikke på stemning da Bagsværdspillerne kom ind på banen for at varme op. Under deres opvarmning morede det tydeligt gæsterne, at så mange var kommet for at se dem træne på denne "pløjemark", men morskaben blev hurtig vendt til rædsel, da dommeren kom til og satte kampen i gang på selv samme "pløjemark".
Til det sidste nægtede de at tro på at det var her de skulle spille, det gik vist først op for dem efter 10 minutters spil da Hjembæk førte med 2‑0.

Over 200 tilskuere fyldte den gamle bane til briste- punktet. Hele vejen rundt
stod folk skulder ved skulder for at følge slagets gang. En del af dem havde "varmet op" i god tid.
Fra midt på eftermiddagen havde der været folk ved købmanden, og på vandværkspladsen holdt bilerne tæt allerede flere timer før dommeren fløjtede kampen i gang.
Og da købmanden med nogen forsinkelse lukkede butikken ved 18‑tiden, satte alle så kursen mod idrætspladsen, slæbende på proviant‑tunge bæreposer.

 Man må så sige til Bagsværd­ spillernes ros, at de kom sig meget hurtigt over chokket over at skulle spille på den umulige bane. Inden halvleg stod det 2‑2 og kampen udviklede sig til at blive en af de mest spæn­dende i mands minde.
Ordinær spilletid endte 3‑3 og så måtte der omkamp til, som Hjembæk vandt med 2‑1. Hermed var man klar til den anden finale i træk og klubbens ledelse forsøgte nu at få kampen om pokalen lagt i Hjembæk denne gang, da vi jo havde spillet på udebane sidste år.

Men nej, SBU var ligeglade, så Hjembæk og omegn måtte endnu engang drage udenbys, denne gang til Strøby Egede.

 

Vi kørte i tre busser derned, og ud over det kørte en del til kampen i privatbiler. Vi var noget tørstige da vi nåede frem, og stilede omgående mod et ishus, som lå ved kampbanen i Strøby. En af tilskuerne masede sig frem til disken og spurgte manden i ishuset om man kunne købe øl.
”Ja, naturligvis”, lød det med værdig mine.
”Gudskelov, så vil jeg gerne købe tre kasser” svarede Hjembækkeren.
Så havde de udsolgt !
Men de fik da skaffet nye forsyninger inden halvleg.

Desværre lykkedes det heller ikke denne gang for Hjembæk at vinde pokalen. Man måtte for alvor sande, at det ikke er nok at spille godt i alle de indledende kampe, hvis ikke man kan følge det op i den altafgørende. Men denne gang kunne Hjembæk da i hvert fald være indsatsen bekendt. Vi tabte 2‑3 men spillede bedst i hele kampen og var mod slutningen meget tæt på at fremtvinge omkamp.

 Og tilskuerne? Tja, vi tog hjem med endnu et finalenederlag. Men vi havde heldigvis ikke helt mistet humøret, for vi kunne da trøste os med, som en af tilskuerne sagde: "Vi tabte, men vi fik da gudskelov tørlagt deres ølkiosk".

Så helt spildt var turen da ikke.....

 

 



1 1974 fik klubben ny træner efter at Børge Zach året før var stoppet. Den ny træner kom fra også Svinninge, hed Erik Christensen og medbragte en helt ny ånd til klubben.
For spillerne var det i hvert fald noget helt nyt, at man ikke måtte ryge i omklædningsrummet før træning og kampe.. Og specielt chokerende var det, at man heller ikke måtte ryge eller nyde en øl op til 20 min. efter træning og kampe.
Ofte kom han "tilfældigt" tilbage i omklædningsrummet lidt efter at vi troede han var kørt; han havde glemt sine støvler...

 "Chris" var ubøjelig på disse punkter og han kørte en hård disciplinær linie overfor spillerne. Men hans træning var utrolig interessant og afvekslende, ikke to træningsaftener forløb ens under hans ledelse og han forstod at motivere samtlige spillere. Både den bedste og den dårligste.
Mange af spillerne fra dengang, spillere som har spillet helt frem til nu, siger stadig, at det er den bedste træner vi har haft nogensinde.

 Vi fik ingen oprykninger i de to år Erik trænede os, men hans arbejde bar frugt allerede året efter, da vi rykkede op under en anden træner.

 

Hjembæk havde virkelig mange spillere dengang, og i 1976 kunne vi igen mønstre 3 hold: Et serie 4, et serie 5 og et serie 6 hold. Det var dengang det var sådan, at hvis man sprang to træningsaftener over, kom man ikke engang med på 3.holdets udskiftningsbænk .....

 Derfor var der tit 28‑30 spillere til træning. og alle klædte om i forsamlingshusets kælderrum. Når vi spillede hjemme måtte vi også klæde om i disse "kassematter" under jorden, mens vi gæstfrit overladte de "fine" rum ovenpå til modstanderne.
Omklædningsrummene nedenunder var meget specielle, for nu at sige det mildt. De har vel aldrig været tænkt at skulle fungere som omklædningsrum, for de var delt op i fire små rum: Nogen klædte om inde ved fyret, andre sad inde i rummet ved pissekummerne. Andre igen sad i rummet hvor bruserne var, og dette rum var samtidig gennemgang for festklædte gæster fra forsamlingshuset som skulle ned på herretoiletterne.
Så mens man sad og klædte om foran pissekummerne måtte man ofte vige et minut eller to for et par smokingklædte bryllupsgæster, som lige skulle forrette et lille ærinde.

 Slemt var det også i kælderen hvis der kom en tordenskylle. Så hændte det tit, at kælderen blev oversvømmet, så når spillerne kom ned fra kampen var det første syn der mødte dem et oversvømmet gulv, hvorpå der flød tøj rundt mellem sejlende træsko.
Sådan var omklædningsforholdene indtil klubhuset blev rejst i 1982.

 Man savnede også dengang en kiosk hvor man kunne købe noget at drikke efter træning og kampe. Dog kunne man købe øl og vand hos værten i forsamlingshuset, men kun hvis han var hjemme. Hvis der var fest i huset ville han ofte slet ikke sælge noget til fodboldspillerne. Det var der ikke tid til.

 

Ny fodboldbane

 Søndag d.13 juni 1975 var en stor festdag i Hjembæk. Og en stor dag i HIF's historie. Det var nemlig dagen, hvor klubben endelig, efter et halvt århundrede på den gamle, nedslidte bane kunne indvi den ny opvisningsbane. (se avisomtale her)

 Dagen oprandt med strålende solskin, som den slags dage altid gør, (sådan husker man det i hvert fald altid bagefter)

Flagene smældede fra en til lejligheden opsat flagalle, der var stor fælles indmarch af klubbens medlemmer. Der var gymnastikopvisninger og musik, ja, selv en talerstol til borgmesteren manglede ikke.

 Efter at denne havde talt smukt om banen og officielt indviet den, kunne de første kampe spilles på den nye fodboldbane. Efter at Hjembæks 1. og 2.hold havde spillet mod hinanden, var der en kamp mellem Køges 1.div.hold og et udvalgt hold fra N.V.‑sjælland, en kamp som endte uafgjort 1‑1.

Om aftenen var der stor fest i forsamlingshuset og dermed var indvielsen slut og en ny tid kunne begynde dagen efter. En  tid, hvor man frit kunne fortælle rundt omkring, at man spillede for Hjembæk uden at blive mødt med spydige bemærkninger om vores fodboldbanes tilstand.
Hjembæk havde nu en bane man kunne være stolt af, både at spille på og at vise frem.

 Men en ting lykkedes det ikke at få med ned på den nye bane, nemlig den specielle atmosfære, som altid herskede omkring kampene på den gamle bane.
Og det kan man så ærgre sig over eller glæde sig over. Alt efter temperament.

se billeder fra indvielsen i 1975 

billede 1  
billede 2