På siden her kan du læse reaktioner fra brugerne af hjembaek.dk
At nogle får lov til at være anonyme skyldes, at ellers ville vi
simpelthen ikke få deres mening at høre. Det er ikke alle, som
bryder sig om at se deres navn på tryk eller på internettet, men
derfor kan deres mening jo være lige så god som andres.
Nyeste indlæg øverst

Fra Føllenslevs hjemmeside har jeg lånt følgende indlæg, skrevet af Henrik:

Fik lidt af et chock da jeg skulle ind på Hjembæks hjemmeside for at se referatet af deres kamp i weekenden. Her stod at man havde trukket holdet pga. for lidt opbakning, både til kamp og til træning. Dette synes jeg bestemt er en skam, da jeg og mange andre mindes mange gode lokalopgør mod Hjembæk, det er en epoke der er forbi.
http://www.hjembaek.dk/breve.htm
Det er en skam at idrætslivet i de små byer dør, et efter et.
Vi kan midt i andres ulykke glæde os over at vi til vores seneste træning kunne mønstre 24 spillere, nok ikke noget der ses ret mange steder for tiden. Denne opbakning til træning og specielt til kampe, er med til at forhindre vi havner i samme situation. Så bak op om din klub så længe den er der, en dag er det måske for sent. Dermed mener jeg også man med tydelighed ser hvor vigtigt det er, at vi gør vores yderste til at samle folk til vores 2 hold. De klubber hvor man har lukket 2 holdet ned, er 1 holdet fulgt efter kort tid efter.

 

Steen Petersen, spiller i Hjembæk, p.t. udstationeret i USA:

Hermed en lille hilsen fra San Diego California, hvor jeg befinder mig i øjeblikket. Jeg er meget ked af at læse hvordan det går i Hjembæk for tiden. Jeg, som relativ ny spiller i Hjembæk, er stærkt forundret over at det er kommet så vidt at man allerede har trukket serie 5 holdet efter kun 1 kamp. Hvor er den (som jeg troede der var) stærke holdmoral henne. Er det virkelig det? "Slut" efter en lidt dårlig start på sæsonen 2006.
Jeg havde personligt glædede mig til at komme hjem og spille både senior og old boys fodbold, men nu mangler der ligesom noget. Det glæder mig meget at se det går godt for old boys holdet og håber selvfølgelig, jeg stadigvæk har mulighed for at deltage, når jeg kommer hjem til august.
Med disse ord vil jeg gerne ønske alle spillere og Hjembæk god vind.

De varmeste hilsner fra Steen Petersen

 


Kiehn Hansen, fodbolddommer, som var ved at sige ja til at dømme vores kamp mod Føllenslev på lørdag:

hej Leif

Det er da dybt beklageligt at det skulle gå sådan. jeg havde det ellers næsten på plads, men det er der så ikke noget at gøre ved nu.

Kiehn Hansen



Thomas Lehmann skriver:

Jeg må sige at det er triste nyheder at se på jeres hjemmeside at jeres serie 5-hold trækker sig.

Vores opgør mod Hjembæk har vi altid set frem til, som noget særligt, da det jo var lokalopgør, og man altid kendte folk der spillede for jeres hold.

Jeres sportsuge har også altid været hyggelig at komme til, og jeres talrige arrangementer med showkampe kan jeg kun tage hatten af for. Specielt husker
jeg, hvordan det lykkedes at skaffe en reserveholdskamp mellem FCK og Brøndby til Hjembæk for nogle få år siden. Imponerende.

Jeg håber at I en dag kommer tilbage til seniorrækkerne, som det også nu er sket med Bjergby, og at I vil holde liv i klubben med jeres old boys hold og damehold, og I så en dag om et par år kan mønstre et 11-mandshold igen.

Breddefodbolden generelt har desværre haft en nedgang, og det rammer jo ekstra hårdt i en lille klub som jeres. Men det er jo desværre også sket for en række andre klubber i området. Sejerø har ikke længere nogle hold, og havde for få år tilbage 2 seniorhold. Kundby har ingen hold mere. Mørkøv har kun to seniorhold, mod 3-4 for ca. 5 år siden, hvor Jyderup også havde 4 seniorhold, og nu med nød og næppe har 3 hold.

Om nogle få år når de større årgange bliver ældre skal det nok gå fremad igen, og det er bare vigtigt at de små klubber som Hjembæk, Kundby osv. holder liv i klubberne med 7-mandshold, old boys hold osv., så de står klar til at samle de spillere op om nogle få år.

Med alle mulige ønsker om held og lykke fremover.

Thomas Lehmann
Serie 6-spiller (tidl. 3./4.holdsleder) Jyderup Boldklub.
 


Kasper Olsen, spillende træner

Nu vil jeg så give mit syn på afslutningen af serie 5 holdet !
Jeg har hele mit liv spillet fodbold i Hjembæk, og det er med trist humør at mig og dan har valgt dette, men det giver intet formål at holde et hold når der kommer 3 til træning og ingen gider komme ..
Først nu jeg indser hvor svært Herbert havde det sidste år, men til gengæld havde han flere spillere, i år har vi mistet 4-6 spiller og ingen nye er kommet. Så er det fandme svært, og ja det kan godt være der sad 14 spillere i omklædningsrummet, men ville alle 14 kunne spille gang på gang? Jeg har hørt flere der sagde, "jeg kan da godt hjælpe nogen gange" i år der er bare ikke nok til at folk kun skulle gide/kunne hjælpe nogen gange. og jeg havde allerede fået 3 afbud og en skadet spiller mere. Der har absolut ingen opbakning været i år, og spillerne begyndte at stoppe, dem der kom til træning i starten , kom ikke til sidst, og flere snakkede om at skifte klub.
Derudover ved jeg at folk ikke var interesseret i at tage til Nykøbing for at få røvfuld fordi vi ikke kunne skaffe spillere nok, eller måske spille med 11 mand. Så vælg selv hvad der er dårlig indstilling, som en anonym spiller/tilskuer påstår.
Jeg er skuffet over folk der sad til sidste års fest og sagde i år skal det sq køre..! og over at folk reagerer sådan

 

Per Kronhøj Larsen, Jyderup:


Det er en trist nyhed, at hjembæk nedlægger serie 5 holdet.

 Det er især trist, at det sker under Kaspers delledelse. Jeg ved, hvor meget han elsker Hjembæk boldklub. Jeg er sikker på at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at bevare serie 5 holdet.

 Til sidst vil jeg gerne takke for 3 dejlige år i klubben. Jeg håber i kommer tilbage på fodboldkortet igen.

 


En gammel Hjembæk-kæmpe, der gerne vil være anonym, har denne fornuftige kommentar:

Jeg sidder og læser jeres hjemmeside og syntes også at det er synd at der ikke er noget serie 5 hold i Hjembæk mere, især fordi jeg selv har spillet så mange år i klubben før i tiden.
Man må da håbe at der kommer bedre tider, for det ser lidt sort ud lige nu.
Den kommentar til, at der sad 14 old boys spillere der ikke blev spurgt om de ville hjælpe, det drejer sig vel ikke kun om den ene kamp ?? Så vidt jeg har hørt har der været imellem 3-7 mand til træning hver gang, det må være rimeligt svært at stille et hold ud fra det ??

Burde man ikke have gjort noget ved træningsindsatsen i stedet for ?? Her er jeg nok ikke den helt rigtige til at kritisere, da jeg også selv bedst kunne lide at græsset var grønt før jeg startede, men dengang var der også en del flere spillere.

Men lad os håbe for klubben og byen at vi får et hold igen.
Og Leif, jeg vil også gerne være anonym hvis mit indlæg skulle finde vej til hjembæksiden, det lader til at være på mode. Det er jo lige før at de helt gamle (bla. os to ha h ha, må finde støvlerne frem igen, eller hvad ??)

 


En, der vil være anonym, skriver:
Jeg var på Hjembæks oldboyshold torsdag aften, altså samme aften som serie 5 holdet mod Nykøbing skulle samles. Den, der samler dette hold, forpassede en enestående chance for at samle spillere til holdet, idet der sad 14 mand i omklædningsrummet indtil kl. 21. Men ingen blev spurgt om de ville hjælpe serie 5. Det vidner om en ringe vilje fra trænerens side.
(kommentar til ovennævnte indlæg:
 Det skal her indskydes, at den ene af trænerne, på dette tidspunkt af aftenen, var kørt på Skadestuen med en slem skade i foden og derfor ikke kunne være med at samle hold.
Leif)


Henrik Sørensen,Formand
Føllenslev IF

Sidder her og klikker ind på jeres udmærkede hjemmeside, og får noget af et chok da jeg ser i har trukket jeres sidste hold. Først troede jeg det var endnu en aprils nar, men man må desværre se i øjnene at det er svære tider for de små klubber rundt omkring, Sejerø, Knapstrup osv. har man også sagt farvel til. Man sidder som Føllenslevmand med en lille klump i halsen over denne nyhed, da vi hos os altid har set frem til lokal opgørene i  Hjembæk når vi lå i pulje sammen og er kede af hvis det nu er en epoke der er slut. Vi er mange spillere hos os der har gode minder, både sportsligt og socialt fra vores besøg hos jer, hvor man altid som hold blev modtaget positivt, om det var til turneringskamp eller til jeres sportsuge. Vi må desværre indse at der er mange af de små gode klubber som efterhånden har knækket nakken på, at folk i dag har travlt i deres hverdag eller har andre interesser, såsom computer og anden teknologi der kan optage en ellers kedelig aften. Men glædeligt at i stadig har et oldboys, så er der da stadig håb, man kan sige at patienten stadig har en puls.