nyt på

11. december 2005:
17 år gammelt videobånd dukket op igen...

Den 11. juni 1988 optog jeg en hjemmekamp på videobånd. Det var en kamp mellem Hjembæk og Høng, og det var dengang ret enestående at man optog en fodboldkamp på bånd, for video'en havde endnu ikke så mange år på bagen og var stadig ikke alle mands eje.

Spillerne genså kampen efter en træningsaften ugen efter, men kort tid efter forsvandt båndet sporløst. Mange spillere ville selvfølgelig gerne låne det med hjem, og til sidst vidste ingen hvor det befandt sig.

I årene derefter efterlyste jeg båndet, men ingen vidste hvor det var blevet af.

Men så for nylig talte jeg med en dame fra Helsingør, og hun fortalte mig rent tilfældigt om et bånd som hun var i besiddelse af, og som indeholdt noget fodbold fra Hjembæk.

Og vupti - efter 17 år i glemselen var båndet dukket op igen. Jeg kylede det selvfølgelig straks i videomaskinen, og det viste sig at indeholde samtlige 90 minutter fra Hjembæks 4-3 sejr over Høng dengang.

Kvaliteten: Ja, den må siges at være datidens videokvalitet! Men det er stadig til at holde ud at se på, og det viser et ungt Hjembækhold, der spiller teknisk betonet bold. Vi befinder os altså i den gyldne periode inden man vedtog ved lov, at rigtige mænd tordner bolden frem ad banen... Nå, spøg til side!

Hjembæks hold i kampen på båndet er:
Træner: nu afdøde Ivar "Høvding" Petersen.
I målet ser vi den legendariske Arne Graversen, Hjembæks svar på Lew Jashin...

En boldspillende forsvarskæde bestående af Palle Melohn, Jørgen Erik Larsen, Dennis Melohn samt en åleslank Lars Johnsen!

På midtbanen regerer Lars "Gullit" Petersen, sammen med Kurt Vig, Dan Larsen og Rasmus Elkjær. Helt i front huserer Jan Enestrøm og Peter Carsten.

Kampens dommer er den daværende borgmester i Holbæk, Bent Kristiansen.

Meget nostalgisk er det at gense et Hjembækhold fra den tid, og specielt er det at opleve, at der faktisk er tilskuere til kampen. Men på den tid havde vi jo også kun en enkelt TV-kanal til at holde os hjemme.