nyt på

22. april 2006:
Slut med herre senior fodbold i Hjembæk

- årsagen til, og facts omkring, trækningen af serie 5
- samt et lille nostalgisk tilbageblik på HIF's lange aktive liv på dens vej mod efterlønnen
 

Fredag d. 21. april blev jeg ringet op af en af trænerne for serie 5 holdet, Dan Larsen. Han bad mig ringe til Nykøbing og aflyse weekendens kamp, da Hjembæk ikke kunne samle hold.
Samtidig bad han mig trække holdet endegyldigt, da han ikke syntes der var nogen fremtid i det mere.
Bl.a. fordi to af spillerne på tirsdag vil starte træning i Jyderup. Og da den ene af disse to tilmed er medlem af fodboldudvalget i Hjembæk! fandt Dan det hele en smule håbløst.
Han nævnte endvidere, at der i tirsdags kun kom tre spillere til træning, og han syntes med rette at han spildte sin tid.

Jeg ringede til Nykøbing og talte med Per Henning Jensen, som jeg bad aflyse kampen.

Derefter kontaktede jeg Jørgen Erik Larsen fra Hjembæk IF's bestyrelse, og han bekræftede, at han i samråd med kasserer Dorthe Jensen har besluttet, at holdet skal trækkes.

Næsten 80 år før Hjembæk gav op

Hermed står Hjembæk for første gang i næsten 80 år uden et herre seniorhold i fodbold! I 1970'erne og 80'erne oplevede Hjembæk ellers et fodboldeventyr uden sidestykke i så lille en by.
Vi havde i perioder tre herre seniorhold, hvoraf førsteholdet som oftest lå i serie 3 eller serie 4, men i en enkelt sæson, det var i 1982, kom Hjembæk helt op i serie 2. I disse år lå andetholdet i toppen af serie 5, mens tredjeholdet skiftevis var i serie 5 eller serie 6.
Træningsindsatsen var imponerende: Jeg husker, at vi en gang sidst i 70'erne en aften var 35 til træning. Mødte man ikke op blot en enkelt gang, skulle man ha' en ganske god undskyldning for overhovedet at komme i betragtning til weekendens kampe.

Også på ungdomsfronten har Hjembæk altid været repræsenteret. I slutningen af 69'erne og i 70'erne var der fodbold for alle årgange, undtagen ynglinge, og det sidste 11.mands herrejunior hold havde vi i 1998.

Damer i sjællandsserien

Hjembæk havde i mange år en meget stærk dameafdeling i fodbold. I 13 sæsoner i træk lå vi i Sjællandsserien med førsteholdet, og damerne havde et andethold, der i enkelte sæsoner var i SBU's serie 2 men som oftest spillede 7-mands i DGI.
Damernes storhedstid stoppede omkring 1990, og nu er det altså slut med herre seniorfodbold  Hjembæk IF.

Nostalgi så det basker

Hvis vi lige et øjeblik bliver lidt nostalgiske, så kunne vi forestille os HIF som en solid arbejdsmand, der i masser af år har knoklet
for at overleve tilværelsen. HIF har overlevet utrolig megen modgang gennem tiden, som en lille klub i et afsides hjørne af kommunen. Mange så helst, at vi forsvandt fra landkortet, andre kunne vist godt li' os, men fælles for dem alle var, at de trods alt var imponerede over, at den lille samling huse år efter år kunne blive ved med at stikke snuden frem på fodboldbanerne. Samt arrangere store sportsuger, som hvert år samlede masser af mennesker fra hele egnen. Mest kendte arrangementer i de år var teltballerne med Bamses Venner, samt Kommune Cup i fodbold, som hvert år samlede de bedste spiller fra klubberne i otte kommuner til fodbold i Hjembæk.

Det skal nævnes, at HIF altid har haft et godt forhold til pressen, især Venstrebladet. Jeg husker et tidspunkt, hvor vi fik så meget spalteplads omkring vores kampe, at der blev knurret lidt i andre, større, klubber på egnen. Så vi måtte skrue lidt ned for blusset for ikke at genere de "fine" klubber...

Spøgelseskampen


Mest omtale gav sagen om "spøgelseskampen" i midten af 90'erne. Den endte med at figurere i alle landets aviser, samt i TV2-sporten. Kort fortalt så havde Bjergby og SIF Holbæk, svindlet med en kamp, hvor de aftalte resultatet 1-1, men uden at kampen overhovedet var blevet spillet.
Dette resultat ville sende Hjembæk nærmere en nedrykningsplads, og da vi fik nys om svindelen ringede jeg til SØM fra venstrebladets sportsredaktion. Han satte omtale i gang, og i løbet af 14 dage talte hele landet om Spøgelseskampen. Først da TV2 sendte et direkte indslag fra Bjergby Stadion brød klubben her sammen og indrømmede, at man havde svindlet. Det kostede både Bjergby og SIF kæmpebøder, nedrykning og karantæner til trænerne.
Det er aldrig før kommet offentligt frem, at det var undertegnede, der startede hele sagen. For SØM holdt tæt som han lovede. Men nu er tiden inde til at "indrømme"; Undskyld, Bjergby, men det var sgu' mig...

Hjembæk på "efterløn"

Nu er dette ikke en nekrolog over den gamle slider HIF, for den er ikke død. Hvis vi fortsætter i den lette jargon kan vi måske sige, at "arbejdsmanden" Hjembæk IF er gået på efterløn...

Der er lige startet et 11-mands oldboys hold op,
som samles af undertegnede, og de debuterede
forleden med en sejr på 1-0 over... Bjergby
Gitte "junior" Nielsen, stamspiller på holdet i de glade dage i Sjællandsserien, samler fortsat et damehold, der år efter år deltager i DGI's turnering, så Hjembæk IF's fodboldafdeling lever endnu, og nyder sit otium. På efterløn...

leif graversen

link til mere info om Hjembæk IF: HIF i gamle dage